Find ud af mere om de forskellige typer eksem
Eksem er en meget almindelig hudlidelse, som mange mennesker, både børn og voksne, er generet af. Der findes flere forskellige typer eksem med lige så mange forskellige årsager. Heldigvis er der gode muligheder for at behandle symptomerne ved eksem.
Hop til: Behandling af eksem
Indholdsfortegnelse
Hvad er eksem – og hvem får det?
Eksem er en meget udbredt hudlidelse, som rammer mange mennesker af begge køn og i alle aldersgrupper. Man skønner, at mere end 10 % af alle danskere lider af en eller anden form for eksem. Til trods for det høje antal er eksem dog på ingen måde noget, der smitter.
Mange mennesker får eksem en enkelt gang eller få gange i deres liv, mens andre lider af eksem i højere eller mindre grad livet igennem.
Når man har eksem, bliver huden rød og kløende, og måske hæver den også. Senere kan huden blive tør og skællende, og der kan opstå smertefulde revner. Ved eksem er der en inflammation i hudens yderste barriere. Dermatitis er den latinske betegnelse for inflammation i huden, og derfor betegnes eksem ofte dermatitis.
Man kan have eksem overalt på kroppen og i ansigtet. Årsagerne til de forskellige typer eksem er forskellige, og de forskellige eksemtyper kan optræde forskellige steder på kroppen.
Visse typer eksem optræder hyppigere hos nogle grupper end andre. For eksempel er det i særlig høj grad børn, der får atopisk eksem, der derfor også er bedre kendt som børneeksem. Og lidt flere kvinder end mænd får kontakteksem, måske fordi kvinder oftere er i kontakt med nikkel via smykker og rengøringsmidler.
Forskellige typer eksem
Det generelle symptom på eksem er hudforandring med rødme i huden, hudirritation og kløe. Derudover kan der i nogle tilfælde være knopper eller blærer i huden, der eventuelt kan indeholde hvidligt eller gulligt pus. Huden kan også skælle og være hævet. Ved kronisk eksem kan også blive fortykket og revne.
Generelt oplever de fleste mennesker med eksem, at symptomerne er værre om vinteren og bedre om sommeren. Det skyldes en lav luftfugtighed, tør luft, kulde og blæst om vinteren, mens solen om sommeren gavner en eksemhud – hvis solen vel at mærke nydes i et rimeligt omfang.
Eksem er i høj grad en arvelig lidelse. Har forældrene allergi eller eksem, har børnene stor sandsynlighed for også at få eksem. Derudover spiller miljø også en rolle. Blandt andet mener man, at forurening og kontakt med mange forskellige stoffer betyder, at der i dag er væsentligt flere mennesker med allergi, end der var engang.
Eksem kan være forårsaget af indefrakommende (endogene) faktorer. Det gælder typer som atopisk eksem, skæleksem, staseeksem og mønteksem. Eksem kan også skyldes udefrakommende (eksogene) faktorer. Det gælder for eksempel ved kontakteksem og nældefeber.
Atopisk eksem (børneeksem/astmaeksem)
Atopisk eksem, også kaldet børneeksem, astmaeksem eller atopisk dermatitis, er den mest udbredte type af eksem. Den kan ikke kureres, men symptomerne – tør og kløende hud – kan lindres.
Omkring 15 % af alle børn og unge lider af atopisk eksem. Heldigvis vokser omkring 60 % af alle børn og unge med atopisk eksem fra sygdommen inden puberteten. Men som voksne har de dog stadig en øget risiko for at udvikle håndeksem. Derfor bør de så vidt muligt undgå arbejde, hvor hænderne udsættes for belastning fra sæbe, vand, kemikalier og andet.
De fleste med atopisk eksem har haft første udbrud, mens de var helt små, ofte inden for det første leveår.
Hos helt små børn op til 1-2 års alderen sidder eksemen oftest på kinder, hage, håndryg og strækkesider af arme og ben. Senere sidder den primært i knæhaser, albuebøjninger, ved håndled og ankler. Hos større børn og voksne sidder den ofte i ansigtet, særligt rundt om øjnene, på halsen og den øvre del af kroppen. Voksne med atopisk eksem udvikler desuden ofte håndeksem på håndryggen og mellem fingrene.
Hos børn med atopisk eksem er hudens evne til at bekæmpe bakterier og virus nedsat. De vil derfor lettere få for eksempel forkølelsessår og stafylokokinfektioner.
Atopisk eksem er en arvelig sygdom ligesom høfeber og astma. Hvis man har en af de tre sygdomme, har man stor risiko for også at få en af de andre, og man har også stor risiko for at give sygdommen videre til sine børn.
Skæleksem (seboroisk eksem)
Skæleksem, også kaldet seboroisk eksem, er en meget almindeligt forekommende type eksem, der viser sig ved rødme og et tørt og hvidligt skæl eller gulligt og fedtet skæl. Skældannelsen ses typisk i hårbunden og som skællende eksem i ansigtet, specielt i panden, ved øjenbryn og øjenvipper og ved næsefløjene. Derudover kan skæleksem også ses på bryst, ryg og armhuler og ved navle og lysken.
SE MERE: Sådan kan du behandle skæl
Skæleksem ses ofte hos spædbørn (også kaldet arp) og hos yngre mænd og voksne i øvrigt. Generelt er der mange mennesker, der lider af skæl. Skæleksem skyldes en gærsvamp, der lever i den fedtede hud, kaldet Pityrosporum Ovale.
LÆS MERE: Sådan slipper du af med skæleksem
Staseeksem
Når man bliver ældre, bliver huden tyndere, og den bliver lettere skadet. Det kan give små revner i huden eller bensår. Staseeksem viser sig på underbenene og ofte i forbindelse med hævelser og åreknuder. Eksemen giver kløe, rødme i huden, skældannelse og små blærer.
Staseeksem rammer især kvinder over 60 år.
Læs mere om: Hvad er staseeksem?
Mønteksem (nummulat eksem)
Mønteksem, møntformet eksem og nummulat eksem er tre ord for den samme type eksem, der viser sig ved runde, møntformede røde pletter, der klør. Eksemen ses især på arme, ben, hænder, fødder og resten af kroppen.
Mønteksem rammer særligt mennesker over 50 år, og oftere mænd end kvinder. Årsagen til mønteksem er ukendt, men tør hud og stress kan være udløsende faktorer.
Læs mere om: Nummulat eksem (mønteksem) – Hvad er det, og hvordan behandler man det?
Kontakteksem
Kontakteksem opstår, når man har været i kontakt med et stof, man ikke kan tåle. Der kan opstå kontakteksem, fordi man er allergisk over for noget bestemt. Kontakteksem kan også være toksisk/irritativ i forbindelse med kontakt med noget, der er giftigt eller irriterer huden. Fotokontakteksem udløses af lys.
Kontakteksem ses hyppigst på hænderne, og den mest almindelige form for kontakteksem er nikkelallergi/nikkeleksem. Kontakteksem giver kløe og rødme i huden. Ved akut kontakteksem kan der ses røde væskefyldte blærer og sår. Ved kronisk kontakteksem er huden tør og skællende med revner.
Håndeksem ses to-tre gange så hyppigt hos kvinder som hos mænd, og eksemen rammer særligt i aldersgruppen 20-40 år.
Årsagerne til irritativ kontakteksem er ofte kontakt med vand, sæbe, fødevarer, olie og andet. Allergisk kontakteksem skyldes ofte allergi over for metaller som nikkel, gummi, parfume, konserveringsmidler, kosmetik og andet.
Ved mistanke om kontakteksem er det vigtigt at få lavet en allergitest, så man fremover kan undgå kontakt med det, der fremkalder allergien.
Læs mere: Kontakteksem – Symptomer og behandling
Nældefeber
Nældefeber rammer mange mennesker og viser sig som kløende udslæt på huden. Alle kan få nældefeber. Mens akut nældefeber hyppigst rammer børn, er kronisk nældefeber hyppigst hos voksne. Kvinder får tre gange så ofte nældefeber som mænd.
Man ved ikke altid, hvad der udløser et udbrud af nældefeber, men årsagerne kan blandt andet være medicin, infektioner, allergi over for fødevarer, konserveringsmidler og farvestoffer, kulde, sol, varme, stress, insektstik og meget andet.
Soleksem
Soleksem er en lidt anden type eksem, der rammer cirka 15 % af befolkningen i de skandinaviske lande i forårs- og sommermånederne. Hele 85 % af de ramte er piger og kvinder i alderen 10-30 år. Lyse hudtyper får lettere soleksem end mørkere hudtyper.
Årsagen skyldes en overfølsomhed over for de ikke-synlige ultraviolette stråler fra solen. Symptomerne er kløe og et rødligt hududslæt med små knopper eller blærer.
Behandling af eksem
Find produkterne mod Eksem her.
Det er vigtigt at søge behandling for sin eksem, da en ubehandlet eksem kan blive værre, og ubehandlet allergisk eksem kan blive kronisk. Visse typer som soleksem, nældefeber og kontakteksem kan gå over af sig selv, mens andre typer som atopisk eksem ikke forsvinder af sig selv.
De typiske symptomer ved eksem – tør, kløende og skællende hud – kan behandles. De forskellige typer eksem kan se ud på forskellige måder og have forskellige årsager, men der er mange fællestræk omkring behandlingen.
Generelt er det vigtigt at holde huden blød og fugtig, så den ikke tørrer ud og revner. Der findes forskellige typer creme, der er særligt egnede.
Lange varme bade er dejlige, men de irriterer og udtørrer huden, så det er en god idé at skrue lidt ned for temperaturen, når du er i bad – og at afkorte badetiden.
Behandling med creme
En eksemhud har større tendens til at tørre ud end en normal hud. Det er derfor af afgørende betydning hele tiden at tilføre huden rigelig fugt med en god (uparfumeret) fugtighedscreme. Brug den morgen og aften, både når der er eksemudbrud, og når eksemen er i en rolig fase uden udbrud.
Der findes mange gode fugtighedscremer, også naturmidler, der er kløestillende og modvirker bakterier. Mange mennesker med eksem er for eksempel glade for cremer indeholdende australsk tea tree oil eller aloe vera.
I de fleste tilfælde af eksem, kan det være nødvendigt, i perioder, at supplere med en creme eller salve indeholdende binyrebarkhormon. Man hører også ofte midler med binyrebarkhormon omtalt som steroidcreme eller kortisoncreme.
Læs mere: Creme mod Eksem – Sådan behandler du eksem med creme
Behandling af atopisk eksem
Ved atopisk eksem er det værd at undgå tobaksrøg og pelsdyr i hjemmet, da det ellers giver en øget risiko for at udvikle astma og høfeber.
Det middel, man hyppigst benytter mod atopisk eksem, er salve og creme indeholdende binyrebarkhormon. Det findes i fire forskellige styrker. Hvis der opstår betændelse i hud med eksem, kan det desuden være nødvendigt også at bruge et bakteriedræbende middel.
Find: Creme mod atopisk eksem
Behandling af skæleksem
Ved skæleksem i hårbunden kan man bruge en svampedræbende hårshampoo. I ansigtet og på kroppen kan man bruge en fugtighedsgivende creme med en svampedræbende effekt. Derudover kan man, i en kortere periode, bruge en salve eller creme med binyrebarkhormon .
Find: Creme mod skæleksem
Behandling af staseeksem
Ved staseeksem skal huden holdes fugtig med en god fugtighedscreme. Derudover kan man bruge en creme med binyrebarkhormon. Patienter med staseeksem bør bruge støttestrømper.
Læs mere om: Behandling af staseeksem
Behandling af mønteksem
Når man lider af mønteksem, skal huden holdes fugtig og blød med en god fugtighedscreme. Lange varme bade og for meget sæbe bør undgås. Derudover kan det være nødvendigt at supplere med en creme eller salve med binyrebarkhormon.
Behandling af kontakteksem
Ved kontakteksem gælder det også om at sørge for, at huden ikke bliver tør. Derfor er regelmæssig brug af en god fugtighedscreme vigtig. Derudover kan man behandle med creme eller salve med binyrebarkhormon. Lysbehandling hos en hudlæge kan i nogle tilfælde være en hjælp for at få huden til at hele. En tabletbehandling kan også være en løsning ved kronisk eksem.
Som forebyggende behandling er det vigtigt at undgå det, der udløser eksemen. Det kan for eksempel være ved at bruge handsker eller beskyttelsesudstyr.
Behandling af nældefeber
Ved nældefeber gælder det altid om at fjerne årsagen, hvis du kan finde frem til den. Derudover kan nældefeber behandles med antihistaminer.
Behandling af soleksem
Den bedste behandling af soleksem er forebyggelse. Man skal beskytte sig med en solcreme med en høj beskyttelsesfaktor, undgå for lange ophold i solen og eventuelt bruge et let lag tøj, når man er i solen.
Er skaden sket, og man har fået soleksem, kan man bruge en god fugtighedscreme, gerne en creme med anti-inflammatorisk effekt. I de fleste tilfælde vil soleksemen gå over af sig selv. I sværere tilfælde kan man supplere med tabletter med antihistaminer og en creme eller salve med binyrebarkhormon.
For yderligere spørgsmål omkring dette emne anbefaler vi at du kontakter egen læge.