Slip af med din akne – få fakta og gode råd her
» Sådan kan du behandle akne
Indholdsfortegnelse
Hvad er akne?
Akne, eller Acne Vulgaris som det hedder på latin, er en hormonelt betinget hudlidelse. Der findes ingen egentlig behandling, der fuldstændigt kan kurere lidelsen, men der er meget, man kan gøre for både at behandle og forebygge akne, mens det står på.
Akne opstår, når der dannes ekstra mange hormoner, som der gør i puberteten. En overproduktion af hormoner medfører, at der dannes ekstra meget talg i hårsækken eller talgkirtlen. Når hårsækken eller talgkirtlen tilstoppes, kan talgen ikke komme op til hudens overflade, og der opstår betændelse – og en bums eller hudorm er nu dannet.
Akne kan optræde overalt i ansigtet og på kroppen
Akne optræder oftest i ansigtet, på ryggen, brystet og armene, men man kan have akne overalt på kroppen og i ansigtet. Det er generende, uanset hvor det opstår. Men de fleste vil nok opleve det som særligt generende, når det sidder i ansigtet, hvor det er svært at skjule det.
Akne i ansigtet
I ansigtet har huden en tendens til at fedte ekstra meget i den såkaldte T-zone. Det er i panden, på næsen og på hagen. Derfor er det også her, at akne ofte forekommer. Men man kan dog også sagtens have akne og bumser i hovedbunden, på kinderne, i tindingerne, i ørerne.
På hagen og omkring næsen er det ofte de små hudorme, der er dominerende. De kan dog også optræde alle andre steder i ansigtet, ligesom betændte bumser med gult puds kan dukke op overalt i ansigtet.
LÆS OGSÅ: Hvordan fjerner man hudorme? – Sådan får du hudorme væk
Akne på halsen
Akne ses ofte i ansigtet, men det kan optræde overalt på kroppen, og det er ikke unormalt, at det breder sig fra ansigtet ned på halsen. Her er det ligesom i ansigtet svært at dække til, og derfor kan det opleves som ekstra generende at have akne netop her.
Akne på ryggen og brystet
Det er meget almindelig at have akne og uren hud på ryggen og på brystet. På ryggen især har huden også en tendens til at fedte ekstra meget, og samtidig er det et sted, hvor huden ofte ikke får så meget luft.
Hos mange, ikke mindst mænd, fortsætter aknen på ryggen i længere tid end aknen i ansigtet. Det er generende, men altså langtfra unormalt.
Akne på armene og resten af kroppen
Hører du til dem, der har akne på ryggen, vil du sandsynligvis også indimellem have en bums på overarmene, skuldrene og brystet. Det er helt normalt. Faktisk er der næsten ikke det sted, hvor der ikke kan opstå en bums. Du kan også sagtens have akne på numsen eller støde på en bums på benene eller underarmene.
Det er desværre helt normalt, for akne kan optræde overalt i ansigtet og på kroppen. Uanset hvor aknen optræder, skyldes den dog det samme: En overproduktion af fedt i hudens porer eller talgkirtler, hvorved de tilstoppes, og der opstår en betændelsestilstand.
7 myter: Det vidste du ikke om akne
Myte 1: Det er kun teenagere, der får akne
Akne er en hormonelt betinget hudlidelse. Derfor er det naturligt, at det netop er i teenageårene, hvor der sker en kraftig hormonforandring, at mange bliver ramt af akne. For de fleste forsvinder aknen efter nogle år, men der er desværre også dem, der fortsætter med at have akne langt op i voksenalderen.
Myte 2: Svær akne rammer kun drenge/mænd
Akne rammer både piger og drenge, kvinder og mænd. Og begge køn kan blive ramt af akne i svær grad. Men måske dækker piger og kvinder oftere deres akne med makeup og dækstifter, så det ikke er helt så synligt, og derfor kan det umiddelbart se ud som om, der er flere drenge og mænd med svær akne.
Myte 3: Du kan få akne af at bruge foundation og makeup
Der er intet, der tyder på, at du får akne, fordi du bruger foundation eller andre former for makeup. Men har du akne, er det en god idé at sikre dig, at du bruger vandbaserede frem for oliebaserede produkter, da det skulle være bedre for huden og reducere risikoen for tilstoppede porer.
Myte 4: Chips og fed mad kan give akne
Der er ingen beviser for, at fed mad og sukkerholdige madvarer giver akne. Det er altid godt at leve sundt, også for din hud, men der er intet, der tyder på, at kosten spiller den store rolle i forhold til akne.
Myte 5: Sauna er godt mod akne
Sauna og varme dampbade kan ikke kurere din akne. Det er en myte, at det skulle rense huden ekstra godt. Tværtimod kan stærk kulde eller høj varme irritere huden, og en hudirritation kan forværre din akne, så overdriv ikke turene i sauna.
Myte 6: Du kan smitte andre med din akne
Akne smitter ikke. Den bakterie, der er i huden, er ikke en bakterie, der smitter. Så du kan ikke blive smittet med akne, og du kan ikke smitte andre med din akne.
Myte 7: Du får mere akne, når du sveder
Du får ikke mere akne, fordi du træner og sveder meget. Men det er selvfølgelig vigtigt, at du vasker sveden af huden efter træningen – og smider det svedige og fugtige træningstøj til vask og får noget rent og tørt på i stedet.
FAQ om akne
Hvordan fjerner man akne?
Akne kan ikke kureres, men man kan ofte have held med at behandle akne med god og regelmæssig hudpleje og eventuelt med receptpligtig creme eller piller.
Hvorfor får man akne?
Akne skyldes en overproduktion af hormoner. Når det sker, dannes der ekstra meget talg i talgkirtlerne, der så tilstoppes, og det giver en betændelse i huden.
Hvad er godt mod akne?
Det bedste, du kan gøre, for at bekæmpe akne, er at rense og vaske din hud to gange om dagen. Derudover kan du prøve en creme eller salve specielt til hud med akne.
Hvordan fjerner man akne-ar?
Ar efter akne kan være svære at fjerne. Det mest effektive er at få lavet en let slibning af huden eller en laserbehandling. Begge dele foregår hos en hudlæge eller en hudplejeklinik.
Er akne en sygdom?
Nej, akne er ikke en sygdom, men en meget generende hudlidelse, der rammer mange mennesker, især unge i puberteten.
Hvad er akne?
Akne er en hudlidelse, der først og fremmest skyldes hormonelle forandringer. Derfor rammer akne ofte i teenageårene, men kan også ramme senere i livet – eller fortsætte fra teenageårene uden ophør.
Hvordan dækker man akne?
En god dækstift og en god foundation er de mest effektive redskaber, hvis du vil dække din akne. Og det kan du roligt gøre. Det forværrer ikke din akne. Tværtimod findes der dækstifter, der både dækker og virker mod akne på samme tid.
Virker antibiotika mod akne?
Antibiotika kan være et nødvendigt middel i kampen mod akne, særligt hvis aknen er så slem, at der ligefrem opstår bylder og cyster i huden.
Er akne og bumser det samme?
Alle kan få en bums i ny og næ, men det er ikke det samme som at have akne. Akne er en hudlidelse. Ord som akne, bumser og uren hud bruges dog ofte i flæng.
Kan man få akne af at drikke mælk?
Eksperterne er langtfra enige om, hvorvidt kosten har en betydning for akne og uren hud. Der er dem, der mener, at fedtfattige mælkeprodukter kan give mere akne. Men det er ikke bevist. Beslutter du dig for helt at undgå mejeriprodukter, skal du huske at få kalk på anden vis.
Er solarium godt mod akne?
Sol er godt for huden og kroppen, men det skal være i begrænsede mængder, og det skal være den ægte vare og ikke solariesol. Solarium er altså ikke godt mod akne. I det hele taget kan både høj varme og stærk kulde irritere huden, hvilket kan give flere udbrud af akne.