Sådan kan du fjerne dine vorter
Indholdsfortegnelse
Hvad er vorter – og hvem får typisk vorter?
Vorter er små hudsvulster, der forårsages af en virus, der angriber huden. Virussen, der hedder humant papilloma virus (HPV), er en meget almindelig virus, der angriber det øverste lag af huden eller slimhinderne. Overfladen på vorter kan ligne et blomkålshoved, eller de kan være flade og glatte.
Omkring en ud af ti af alle voksne menes at have en vorte eller fodvorte. Hos børn mener man, at helt op imod en tredjedel af alle børn har vorter. Det er altså de færreste, der vil gå igennem et helt liv uden at have oplevet mindst en gang at have en vorte på hænder eller fødder. Det skyldes, at vorter ikke alene er meget udbredte, de er også meget smitsomme.
Der findes flere forskellige typer vorter. De mest almindelige er fodvorter, vorter på hænderne og flade vorter i ansigtet eller på hænderne.
Det er særligt børn i skolealderen og personer med nedsat immunforsvar, der får vorter. Det sidste ser man blandt andet hos aids-patienter og patienter, der får kemoterapi.
Hvorfor får man vorter?
Vorter opstår i overhuden, der er hudens øverste lag. Vorterne forårsages af en virus, der angriber huden og får hudcellerne til at dele sig hurtigere end normalt. Virussen hedder humant papilloma virus (HPV). Det er en meget almindelig virus, der angriber det øverste lag af huden eller slimhinderne.
HPV får keratin, der er hårdt protein, til at vokse på det øverste lag af huden, og det danner de små, uregelmæssige og ru buler, der minder om et blomkålshoved.
HPV-virus findes overalt og er meget smitsomt, og derfor kan det være svært at undgå at få vorter igennem et helt liv, særligt hvis man for eksempel ofte bader i fælles baderum.
Der findes omkring 100 forskellige typer HPV, der viser sig som vorter forskellige steder på kroppen.
Hvor på kroppen kan man få vorter?
Man kan få vorter overalt på kroppen, men oftest ses de på fødder, hænder og fingre. Alt efter, hvor vorterne optræder, kan der være tale om forskellige typer vorter med forskellige symptomer.
Vorter i ansigtet
Vorter i ansigtet er meget ubehagelige at have, fordi de er så synlige for alle og enhver. Vorterne kan skyldes HPV-virus. De ses enten som almindelige vorter, kaldet verruca vulgaris, der er kuppelformede, uregelmæssige i overfladen og hvidlige eller rødlige, eller som flade vorter, kaldet verruca plantaris, der er glatte og flade, rødlige eller brune og typisk 1-5 mm i diameter.
Vorter i ansigtet kan også være såkaldte gammelmandsvorter, der ikke skyldes virus. Gammelmandsvorter kaldes også seborroiske vorter, og de er ikke i familie med andre typer vorter og smitter heller ikke. Egentlig er der tale om godartede tumorer.
Gammelmandsvorter optræder typisk i ansigtet, på overkroppen og på arme og ben. I strukturen minder de om en flad rosin, der sidder på huden. Farven kan variere fra lys til brunsort. De kan give kløe og irritation, men er ellers uskadelige. De kan dog være generende rent kosmetisk. De fleste mennesker vil få mindst en af den slags vorter i løbet af livet, og de kommer hyppigere med alderen, deraf navnet.
Vorter på tungen
Vorter på tungen kan skyldes kønsvorter, også kaldet kondylomer, og er altså en seksuelt overført sygdom, der er smittet gennem oralsex.
Der kan dog også være andre årsager til vorter på tungen, og derfor bør du altid lade din læge eller tandlæge se på det.
Vorter på hænder og fingre
På hænder og fingre vil vi typisk få enten almindelige vorter med ujævn overflade eller flade vorter. Det er meget generende med vorter her, fordi de er så synlige og svære at skjule.
Vorter på fødder
Fodvorter, på latin kaldet verruca plantaris, er den mest kendte type af vorter. De fleste har oplevet at have fodvorter mindst en gang i deres liv, og ellers har de i hvert fald hørt om en, der har.
Fodvorter har den typiske blomkålslignende overflade. Kigger man godt efter, kan man ofte se 3-4 blodkar midt i vorten i form af røde eller sorte prikker. Vorterne sidder på undersiden af foden, ofte i grupper af flere. De kan være smertefulde, særligt hvis de sidder lige der, hvor man træder ned på fodsålen. Og også, hvis de sidder ubehandlede længe, så de når at vokse sig store.
Læs også: Se hvordan du behandler ligtorne
Vorter på øjenlåg, hals og i andre hudfolder
I områder med hudfolder, hvor hud gnider mod hud eller tøj, for eksempel på øjenlågene, i armhulerne, på halsen, i lysken, i nakken og under brysterne, kan man få nogle vortelignende gevækster. Derfor ses de særligt ofte hos overvægtige personer.
De kaldes hudtags, skintags eller stilkevorter, og på latin kaldes de acrochordon. Det er små harmløse udvækster på huden, der hverken er vorter eller modermærker. Det er godartede tumorer og noget, som de fleste får en eller flere af i løbet af livet.
Hudtags kan variere i størrelse og farve. De er typisk bløde og ballonformede, mens vorter er hårde og har en ru overflade. Hudtags smitter ikke. Hvis dine hudtags generer dig, kan de fjernes ved at fryse dem, skære dem af eller afbinde dem. Du kan få mere at vide hos din læge.
Vorter på resten af kroppen
Vorter kan optræde på hele kroppen. Der kan være tale om almindelige vorter, flade vorter eller gammelmandsvorter.
Der kan også være tale om vandvorter, der kaldes molluskler eller molluscum contagiosum på latin. De ses oftest hos børn. Vandvorter er ligesom andre vorter en udvækst på huden. Men en vandvorte er en hudfarvet bule, der kan vokse sig til en størrelse som en lille perle. Vandvorten kan være fyldt med en hvid, voksagtig materie. Oftest optræder de i grupper af flere.
Hos børn og unge ses vandvorter ofte på bagsiden af knæene, rundt om armhulerne, på halsen, i ansigtet og på hænderne. Hos voksne ses de ofte omkring kønsdelene, på maven, på lænden og på indersiden af lårene. Vandvorter kan ligesom vorter smitte gennem direkte og indirekte kontakt.
Vorter omkring kønsdelene
Vorter omkring kønsdelene eller endetarmen forekommer hos både mænd og kvinder, dog særligt hos unge. Vorterne kaldes også kønsvorter eller kondylomer. Det er en seksuelt overført sygdom, der giver flade, stilkeagtige eller blomkålslignende vorter. De gør sjældent ondt, men kan give svie eller kløe. Og kønsvorter er meget smitsomme.
Hvordan smitter vorter?
Vorter er generelt meget smitsomme, når der er tale om vorter, der skyldes HPV-virus. Andre typer som gammelmandsvorter og stilkevorter smitter derimod ikke.
Vorter, der skyldes HPV, smitter ved direkte kontakt (når man rører ved vorten) og ved indirekte kontakt (når man afsætter virus et sted, og du selv eller en anden så rører ved det sted; det kan for eksempel være på gulvet i svømmehallen eller det fælles baderum eller på et håndklæde). Ofte har man mere end en vorte ad gangen, netop fordi man let smitter sig selv – eller let bliver smittet. Har du for eksempel fået vorter omkring mund eller næse, kan det skyldes, at du har rørt ved din fodvorte og derved smittet dig selv (det kaldes også autoinfektion).
Vorter smitter lettest i våde og varme miljøer, som eksempelvis svømmehallen og baderummet, eller hvis man har tør og revnet hud eller små rifter i huden.
Vorter smitter ikke ved blødning, hvis du for eksempel kommer til at kradse dig i en vorte, der så begynder at bløde.
Inkubationstiden (tiden fra smitte til sygdom) kan være meget lang for vorter – fra en måned og måske helt op til et par år.
Det er dog ikke alle, der er lige modtagelige for vorter – og det er ikke altid, vi er lige modtagelige for vorter. Så du kan færdes ofte i et baderum, hvor mange har vorter, men af en eller anden grund være immun, så du ikke selv bliver smittet, mens andre hurtigt bliver smittet med vorter. Man ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan. Kun, at personer med svækket immunforsvar generelt har lettere ved at få vorter – og også har sværere ved at slippe af med dem.
Med tiden danner man desuden en vis immunitet over for fodvorter, og derfor ses de sjældnere hos voksne end hos børn.
Hvordan kan man fjerne vorter?
De fleste vorter vil normalt forsvinde af sig selv efter et stykke tid, når det gælder vorter, der skyldes HPV. Men det kan tage lang tid – 6-12 måneder, eller måske op til et par år. I den tid kan du nå at smitte både dig selv og mange andre, hvis du ikke behandler vorterne. Ofte forsvinder vorter hurtigere hos børn end hos ældre, men så længe de er der, kan de smitte. Ved at behandle vorterne, kan man reducere deres smitteevne, varighed og symptomer.
Når man kan opleve, at vorter forsvinder af sig mere eller mindre fra den ene dag til den anden, skyldes det, at kroppen danner antistoffer mod vortevirus og ved hjælp af immunforsvaret selv bekæmper vorterne.
Gammelmandsvorter og stilkevorter, der egentlig ikke er vorter, men godartede tumorer, smitter ikke, men forsvinder heller ikke af sig selv. Begge typer kan skrabes væk, skæres væk eller fryses. De kan dog komme tilbage, og så må behandlingen gentages.
Det kan være svært at vurdere generelt, om de forskellige behandlingsmetoder virker eller ej, da vorter netop kan forsvinde af sig selv, men samtidig være svære at komme til livs indtil da.
Undgå at smitte andre
Så længe vorten er der, kan du smitte andre, også selv om du er i gang med en behandling. For at undgå det kan du pensle vorten med vortemiddel eller en klar neglelak. Du kan også bruge badesandaler eller ’overtræksfutter’ i plastik, når du bader sammen med andre.
Frysning af vorter
Frysning af vorter er en meget almindelig behandlingsmetode. Du kan enten få det gjort hos din læge eller hudlæge eller købe en spray i håndkøb på apoteket. Det foregår uden bedøvelse og kan være ret så smertefuldt.
Medicinbehandling af vorter
Med salicylsyre kan man så at sige ætse vorten væk. Det fås som dråber, gelé og plaster. Du kan købe det i håndkøb på apoteket og selv behandle vorterne derhjemme. Metoden bruges ikke i ansigtet, da huden her er for sart.
Vandvorter kan også fjernes med håndkøbsmidler, men ofte tilrådes det at vente og lade dem forsvinde af sig selv.
Brænding af vorter
Hos lægen kan du få brændt vorter væk. Det foregår under bedøvelse, men kan være smertefuldt i forbindelse med helingen, og det kan efterlade ar. I dag brænder man derfor sjældent vorter væk.
Operation
Særligt synlige eller sejlivede vorter kan fjernes med laserkirurgi. Det er både dyrt og smertefuldt, og derfor vil det sjældent være en løsning, man vælger, medmindre alt andet er prøvet. Der er desuden risiko for at danne arvæv, og derfor skal man være varsom med denne metode, hvis der for eksempel er tale om fodvorter. Ellers kan man måske risikere, at det gør mere ondt bagefter end før.
Diverse alternative metoder
Vorter er ikke nogen ny hudlidelse, og derfor florerer der mange gamle husråd om, hvordan man kan slippe af med sine vorter. Mange vil hævde, at netop deres metode virker. Måske gør den, eller måske er vorten forsvundet, fordi det gør de fleste vorter på et tidspunkt.
Et råd lyder for eksempel, at man kan kvæle vorterne ved at dække dem med tape over længere tid. Et andet råd foreslår behandling med morgenurin. Der er også dem, der mener, at vorter kan fjernes med kridt.
Naturmidler mod vorter
Foretrækker du at behandle dine vorter med midler fra naturen, er der en lang række midler, der foreslås. Det er blandt andet æblecidereddike, mælkebøttesaft, hvidløg, citronsaft, løg og natron.