Alle kan få fodsvamp – men hvordan behandler man det?
Fodsvamp er den mest udbredte svampeinfektion. Den viser sig ved kløe og udslæt på tæerne og foden. Fodsvamp smitter let – til andre mennesker og til andre dele af kroppen – så derfor er det vigtigt at komme hurtigt i behandling.
Indholdsfortegnelse
Hvad er fodsvamp – og hvem rammer det?
Fodsvamp er en meget udbredt svampeinfektion – faktisk den mest almindelige af alle. Svamp mellem tæerne rammer særligt unge og voksne, men sjældent børn. Idrætsudøvere og andre, der ofte har fødderne lukket inde i tætsiddende og ikke-åndbart fodtøj, er ekstra udsatte for at få fodsvamp. Det engelske udtryk for fodsvamp er faktisk Athlete’s Foot, selvom det altså ikke udelukkende er sportsfolk, der får fodsvamp.
Fodsvamp kaldes også tinea pedis og angriber typisk huden mellem de yderste tæer (lilletåen og den næste). Herfra kan den så brede sig til huden mellem de andre tæer, tåneglene og måske videre op på foden.
LÆS OGSÅ: Fodsvamp behandling
Her fortæller Marie fra Australian Bodycare hvad du kan gøre ved svie og kløe mellem tæerne.
Kløe og udslæt
Du vil typisk opdage fodsvampen på grund af den meget generende kløe, der bliver ved og ved. Mellem tæerne vil du også kunne se et rødligt, lidt skællende udslæt. Og måske er der også små væskefyldte blærer.
Fodsvamp smitter let, så det er vigtigt at gå i gang med behandling, så snart du opdager noget. På den måde kan du måske begrænse smitten – både til andre dele af kroppen og til andre mennesker.
Læs også: Sådan behandler du ligtorne
Hvordan ser fodsvamp ud – og hvordan føles det?
Fodsvamp sidder typisk godt gemt mellem tæerne. For det meste starter det i huden mellem de to yderste tæer, og derfra kan det så brede sig videre til de andre tæer, neglene og foden.
Du vil for det meste opdage det ved, at det pludselig begynder at klø, svie og brænde mellem tæerne. Det er en vedvarende kløe og brændende følelse, som ikke sådan lader sig ignorere. Og kløen har det med kun at blive stadig værre, hvis ikke du får gjort noget ved fodsvampen.
Når du kigger efter, vil du typisk opdage, at huden mellem tæerne er lidt rød og skællende. Senere kan der også komme små væskefyldte blærer, der svier og klør. Fodsvamp kan også give sure tæer der begynder at lugte.
Mokkasinsvamp
Hvis du oplever, at det svier, klør og brænder under fodsålerne, og du får meget tør hud under fodsålerne og op på siden af fødderne, kan der være tale om en anden type fodsvamp. Det er den sjældne fodsvamp, der kaldes mokkasinsvamp.
Ved mokkasinsvamp rammer fodsvampen hele foden. Det ser ud som om, at du har gymnastiksko eller mokkasiner på fødderne, og furerne i huden er tydeligt markerede. Hvis du ikke får mokkasinsvampen behandlet, vil det udvikle sig til en kraftig skældannelse, der ligner eksem. Du kan også få et lignende udslæt i håndfladerne.
Gå til lægen med din fodsvamp
Det bedste, du kan gøre, hvis du oplever symptomer på fodsvamp (den ene eller den anden type), er at gå til din læge. Han eller hun kan hurtigt stille en diagnose, for fodsvamp er en udbredt lidelse, som læger ofte støder på. Det er vigtigt at komme hurtigt i behandling, så du ikke bringer smitten videre til andre eller til andre dele af din egen krop.
Er lægen i tvivl, kan det være nødvendigt at tage et lille hudskrab, som så skal sendes videre til dyrkning og undersøgelse. Det er helt smertefrit at få taget et hudskrab, og det tager bare et øjeblik. Det kan dog tage et par uger, før du får svar på prøven, for svampen skal først dyrkes, og det tager tid.
Hvorfor får man fodsvamp?
Fodsvamp skyldes en infektion med hudsvampe, der også kaldes dermatofytter. Det er en svampeart, som vi alle har i kroppen, ligesom vi har mange andre svampe og bakterier i kroppen og på huden. Normalt er svampen helt uskadelig. Den lever af døde hudceller og gør ingen skade. Det er først, når svampene pludselig får alt for gunstige vækstbetingelser, at de vil begynde at formere sig voldsommere end ellers, og så vil de angribe for eksempel hud eller negle.
Svampene trænger ind i det yderste lag af huden. Det får huden til at producere flere celler end normalt. Når disse celler bliver presset mod hudoverfladen, bliver huden tyk og skællende. Ofte kan der ses en rød kant på overgangen mellem den normale hud og den syge hud. Den tydelige afgrænsning mellem den angrebne hud og den normale hud ses ofte ved svampeinfektioner i huden generelt, også andre steder end på fødderne.
Fugt og varme
Svampene trives bedst i fugtige og varme omgivelser, så hvis fødderne bliver for varme og for fugtige, giver du altså svampene lidt for gode vækst- og levevilkår.
Fodsvamp er temmelig smitsom, så du kan have fået det fra andre. Men du kan også have fået fodsvamp uden at være blevet smittet af andre. Hvis fødderne er godt gemt væk i et fugtigt og varmt miljø en stor del af tiden, giver du svampene gode betingelser for at trives og formere sig.
Hvordan kan fodsvamp behandles?
Fodsvamp er heldigvis en helt ufarlig lidelse, som er nem at behandle. Både mulighederne for behandling og effekten af behandling er gode. Det vigtigste er blot, at du ikke bare ignorerer din fodsvamp – hvilket også kan være svært på grund af den meget generende kløe.
Du kan være så heldig, at din fodsvamp forsvinder af sig, hvis fødderne får masser af frisk luft – og du ikke er så hårdt angrebet. Men behandler du ikke din fodsvamp, risikerer du altså også, at det bliver værre. Så spørgsmålet er, om du virkelig tør satse på, at det går væk af sig selv uden behandling?
Svie og kløe mellem tæerne er et stort problem for mange – Her fortæller Sofie fra Australian Bodycare hvad du kan gøre mod svie og kløe.
Det er vigtigt med behandling
Uden behandling risikerer du at smitte andre med din fodsvamp. Men du risikerer også, at fodsvampen breder sig til andre dele af kroppen. Det kan for eksempel sprede sig til neglene, så du også får neglesvamp. Og neglesvamp er langt sværere at kurere end fodsvamp. Så gå straks til lægen, hvis du har mistanke om, at du har fået svamp mellem tæerne eller på fødderne.
LÆS MERE: Sådan slipper du af med neglesvamp
Hvis du ikke gør noget ved din fodsvamp, risikerer du ikke alene, at det breder sig og smitter videre. Du kan også risikere, at de små revner og sår, der opstår i huden på grund af fodsvamp, giver adgang for bakterier. Hvis bakterier trænger ind i huden, risikerer du at få en infektion som eksempelvis rosen. Og så er det ikke nok med en svampedræbende behandling, så kan det også blive nødvendigt med en behandling med antibiotika.
Generelt er der flere forskellige muligheder for behandling mod fodsvamp. Lægen vil som regel foreslå creme/salve eller en tabletkur. Men der findes også alternative behandlingsmuligheder, blandt andet naturmidler, atamon og diverse husråd.
Creme eller salve mod fodsvamp
I de fleste tilfælde vil lægen give dig en recept på en creme ved svamp eller salve med svampedræbende effekt. Den skal smøres lokalt på området en eller to gange om dagen i nogle uger i alt. Hos de fleste vil det være en effektiv kur mod fodsvamp, og der vil kun i meget sjældne tilfælde opstå bivirkninger. Selv om symptomerne er forsvundet, er det vigtigt at fortsætte med behandlingen tiden ud, ellers risikerer du, at fodsvampen ikke er helt væk og derfor hurtigt kommer igen.
Tabletbehandling
Er du hårdt angrebet af fodsvamp, eller virker cremen/salven bare ikke på dig, kan lægen give dig en tabletkur. Har du fået infektion i dine sår eller rifter, kan det derudover være nødvendigt med en antibiotikakur for at slå infektionen ned.
Naturlig behandling
Der findes flere forskellige naturmidler, der modvirker bakterier, samtidig med at de er meget hudvenlige. Det er blandt andet naturmidler med indhold af tea tree oil (tetræsolie), kamilleolie, aloe vera eller lavendel. I nogle lande er Tea Tree Oil godkendt som naturlægemiddel, til behandling af fodsvamp.
Naturmidlerne duppes på huden og modvirker bakterier, samtidig med at de lindrer kløe og svie. Du kan få de forskellige naturmidler i Matas og i helsekostforretninger.
Tandpasta mod fodsvamp: Myte eller mulighed?
Tandpasta bliver ofte nævnt som et husmiddel mod diverse lidelser, inklusiv fodsvamp. Selvom nogle tandpastaer indeholder ingredienser som triclosan, som teoretisk kan have virkning mod forskellige svampe, findes der ingen videnskabelig dokumentation, der understøtter effektiviteten af tandpasta mod fodsvamp. Faktisk kan anvendelse af tandpasta på fødder risikere at forårsage hudirritation eller allergiske reaktioner på grund af indholdsstoffer som menthol. Det anbefales derfor at anvende medicinsk godkendte behandlinger og konsultere en sundhedsprofessionel for sikker og effektiv behandling af fodsvamp. Brugen af tandpasta til dette formål er ikke evidensbaseret og bør generelt undgås.
Håndkøbsmidler
Du kan få forskellige midler mod fodsvamp. I de fleste tilfælde vil de kunne kurere din fodsvamp. Det er dog meget vigtigt, at du fortsætter i hele behandlingsperioden, også selv om symptomerne er ved at være væk. Ellers risikerer du, at fodsvampen blusser op igen.
Har du ikke haft fodsvamp før, er det måske en god idé lige at lade din læge se på det, så du er sikker på, at det er fodsvamp. Får du det derefter igen, kan du måske nøjes med at gå på apoteket og få et håndkøbsmiddel næste gang.
Hvordan smitter fodsvamp?
Fodsvamp smitter gennem hudskæl. Derfor er smittefaren størst, hvis du går med bare fødder steder, hvor mange andre mennesker også færdes i bare fødder. Det er typisk i fælles baderum i svømmehallen, i motionscentret eller i sportshallen. Men det kan selvfølgelig også være ved den udendørs swimmingpool eller på et hotelværelse.
Vi udstøder alle sammen hudskæl, som ikke kan ses med det blotte øje. Men skællene ligger sig på gulve, i tæpper, i sengetøjet, i strømper og sko. Færdes du derfor i bare fødder et sted, hvor en anden person med hudsvamp har gået med bare fødder, risikerer du altså at blive smittet.
Det bedste, du kan gøre, er derfor at huske badesandalerne, når du skal bade i offentlige baderum. Eller generelt når du går i bare fødder på steder, hvor mange andre mennesker også færdes barfodede.
Da fodsvamp er meget smitsom, kan du altså nemt være blevet smittet af andre. Og har du selv fået fodsvamp, kan du nemt sende smitten videre til andre.
Selv om du færdes et sted, hvor der er fodsvamp, er det dog ikke sikkert, du bliver smittet – heller ikke selv om andre gør. For vi er ikke altid lige modtagelige over for svampesporer, og to personer reagerer ikke ens, selv om de udsættes for den samme smitte.
Fodsvamp og neglesvamp
Fra fodsvampen mellem tæerne og på fødderne er der ikke langt til tåneglene. En ubehandlet fodsvamp kan derfor hurtigt brede sig til neglene og give neglesvamp. Smitten går derimod sjældent den anden vej, da neglesvamp slet ikke er nær så smitsom som fodsvamp. Neglesvampen er til gengæld noget sværere at få bugt med end fodsvamp, så sørg for at komme af med din fodsvamp, før den breder sig til noget værre.
Neglesvamp stammer således ofte fra en fodsvamp, der enten ikke er blevet opdaget, eller som er blevet ignoreret for længe.
LÆS OGSÅ: Hvordan kan neglesvamp behandles?
Hvad kan du selv gøre for at forebygge fodsvamp?
Det er vigtigt at behandle fodsvamp, hvis du først har fået det. Men mindst lige så vigtigt er det at forebygge udbrud af fodsvamp.
Det er vigtigt med en god renlighed og hygiejne for at forebygge fodsvamp, men selv om du sørger for det, kan du alligevel godt få fodsvamp, fordi det er så smitsomt. Du kan dog minimere risikoen ved at overholde nogle enkle råd og forholdsregler.
Gode råd om forebyggelse af fodsvamp:
- Sørg for at tørre fødderne godt, og også mellem tæerne, når du har været i bad.
- Skift sko ofte.
- Skift gerne fodtøj af kunstmaterialer ud med fodtøj af læder, som huden bedre kan ånde igennem.
- Lad fødderne få luft så ofte som muligt – gå gerne i sandaler, hvis det kan lade sig gøre.
- Skift strømper hver dag – og skift de syntetiske strømper ud med strømper af bomuld eller uld.
- Sørg for altid at holde fødderne tørre og rene.
- Vask strømper, sengetøj, håndklæder og andet ved en temperatur på mindst 60 grader C, ellers bliver svampesporerne ikke slået ihjel.
- Har du fodsvamp, så tør fødderne til sidst – og smid derefter håndklædet til vask.